Prinsesse Marie mindedes sin elskede svigerfar til flot jubilæum
Prinsesse Marie, der til daglig har fast adresse i Frankrig, har nydt et par travle og festlige dage i Danmark.
I fredags uddelte Marie en litteraturpris i København, og lørdag var prinsessen til stor familiefest i Fredensborg i anledning af prinsesse Isabellas konfirmation.
Prinsesse Marie til jubilæum
Og mandag var prinsesse Marie så til stede på Epilepsihospitalet Filadelfia.
Prinsessen var der i anledning af, at Danmarks eneste epilepsihospital i år kan fejre 125-års-jubilæum.
Til daglig driver Filadelfia et specialiseret hospital for patienter med epilepsi, specialiseret behandling af patienter med erhvervet hjerneskade samt Danmarks eneste specialskole inden for epilepsi for børn og unge.
DR-læge Peter Qvortrup Geisling var dagens konferencier, og i forbindelse med sin introduktion af prinsesse Marie på talerstolen nævnte Geisling Maries svigerfar, prins Henrik, der gik bort i 2018, og som i dag er savnet af mange danskere.
Talte om sin svigerfar
Prinsessen sagde meget rørende i indledning af sin tale, at hun savner sin svigerfar, der var en mand med helt specielle evner og kvaliteter.
I februar 1972 blev prins Henrik annonceret som protektor for Dansk Epilepsiforening, og i 2013 kunne Dansk Epilepsiforening meddele, at prinsesse Marie overtog protektionen.