Danske Birgitte får fornem titel af kong Charles
Kong Charles har givet nye titler til fire medlemmer af det britiske kongehus.
En til dronning Camilla, en til prins William og en til prinsesse Catherine.
Den sidste titel er blevet givet til et fjerde medlem af det britiske kongehus – og det er endda en danskfødt hertuginde.
Hertuginde Birgitte af Gloucester, der er gift med prins Richard – det niende og yngste barnebarn til George 5. og dronning Mary – har fået titlen Royal Lady Companion of the Most Noble Order of the Garter.
Deler titel med kongens søskende
Ordenen er den ældste og mest højtstående ridderorden i Storbritannien, etableret af kong Edward III for næsten 700 år siden.
Ordenen omfatter kongen, dronningen, flere medlemmer af den kongelige familie og 18 riddere eller damer valgt som anerkendelse for deres arbejde.
Nuværende kongelige riddere omfatter afdøde dronning Elizabeth 2.'s fætre – hertugen af Kent, prinsesse Alexandra og hertugen af Gloucester, samt kongens tre søskende.
Prinsens bror døde
Birgitte Eva van Deurs Henriksen blev født i Odense i 1946 og mødte prins Richard i den sene 60'ere på Cambridge, hvor han studerede.
De blev gift 8. juli 1972 og har tre børn.
Kort efter deres bryllup døde prins Richards storebror, og Richard blev arving til hertugdømmet.
Da Richards far, prins Henry, døde i 1974, blev Birgitte altså hertuginde.