8. jan. 2025
Af Malan Joensen

Færre arbejdende kongelige får nu endnu flere penge: Britisk kongehus i stort lønhop

Kong Charles og dronning Camilla.
Kong Charles og dronning Camilla.
Foto: Hollie Adams/Reuters/Ritzau Scanpix
Kong Charles, dronning Camilla, prins William og prinsesse Catherine er blandt de britiske kongelige, der kan se frem til en lønstigning.

Selv om der de seneste år er blevet tyndet godt ud i antallet af britiske kongelige, der arbejder med royale opgaver og repræsentation, er der øjensynligt ikke blevet mindre behov for penge.

Det skriver flere britiske medier deriblandt Town & Country Magazine.

Med dronning Elizabeth og prins Philips død, prins Andrews fald fra tinderne samt Harry og Meghans nye amerikanske eventyr er der ikke længere lige så mange såkaldte "senior royals" til at dele de mange kongelige opgaver.

Ikke desto mindre kan det britiske kongehus se frem til en gigantisk lønforhøjelse i 2025.

"The Sovereign Grant" der løst kan sammenlignes med apanage eller årpenge i Danmark, stiger fra 45 millioner britiske pund til 132 millioner pund. Det svarer i runde tal til en stigning fra 404 millioner kroner til 1,2 milliarder kroner.

Da nyheden om lønforhøjelsen kom frem i 2024, meddelte kongehuset, at mange af de ekstra pund skulle gå til at renovere slottet Buckingham Palace. Der er ifølge Town & Country tale om renovering for 369 millioner pund, svarende til omkring 3,3 milliarder kroner.

Det blev dog ikke i samme forbindelse oplyst, hvor meget af lønstigningen man ville allokere til renoveringen.

Nu er pengene fra "The Sovereign Grant", som den britiske regering har snor i, dog ikke kongefamiliens eneste økonomiske ben.

Således er der også overskuddet fra de private jordbesiddelser i grevskaberne Duchy of Lancaster og Duchy of Wales, der dels går til den siddende monark og tronfølgeren, prinsen af Wales.

Indtægterne fra disse grevskaber er betydelige beløb, der altså for nuværende går til kong Charles og prins William privat, og derfor har regeringens kongelige lønforhøjelse også som ventet medført kritik fra republikanske profiler som Graham Smith.

Han er forarget over, at der går så mange penge til de kongelige, når det britiske samfund i hans øjne ikke kan sørge for ordentlige hospitaler, skoler og politi.

Kongehusekspert Richard Palmer udtaler, at eftersom tiderne hvor de kongelige udførte svimlende 3.500 opgaver om året forlængst er forbi pga. det reducerede antal kongelige, får de britiske skatteydere de facto mindre for pengene.

"Jeg mener, at monarkiet generelt udfører et godt job for landet og er en del af den lim, der binder os alle sammen, men det er ikke ensbetydende med, at man som institution og som enkeltpersoner skulle kunne undgå kritik. De er ikke hævet over enhver granskning," tilføjer Richard Palmer, der et andet sted i interviewet sidestiller "The Sovereign Grant" med en dråbe i havet sammenlignet med det britiske samfunds generelle budget.

Læs mere om: