Prinsesse Anne deltager ikke i OL-åbningsceremoni - selvom hun er i Paris
For nogle dage siden rejste prinsesse Anne til den franske hovedstad Paris i forbindelse med de olympiske lege.
Prinsessen har de seneste uger genoptaget flere af sine kongelige pligter, efter hun i juni var ude for en voldsom ulykke, hvor hun pådrog sig en hjernerystelse, hukommelsestab og flere mindre skader.
Det har dog været på nedsat blus, men hun har alligevel taget turen til Frankrig, hvor hun allerede har snakket med flere af de britiske atleter, som du kan se i opslaget herunder.
Men selvom det fortsætter i den kommende tid, vil hun ikke være at finde til fredagens åbningsceremoni.
Det bekræfter en talsmand fra Buckingham Palace, der kan fortælle, at prinsesse Anne vil se ceremonien i den britiske OL-lejr sammen med repræsentanter fra the British Olympic Association.
Ifølge Hello Magazine skyldes det, at hun stadigvæk er i en fase, hvor hun arbejder på nedsat blus.
OL-åbningsceremonien begynder i aften klokken 19.30.