Prinsesse Catherine havde spørgsmål til Carlos Alcaraz fra prins George og prins Louis
Prinsesse Catherine tilbragte søndagen sammen med datteren prinsesse Charlotte til Wimbledon, hvor de to overværede herrernes finale, der stod mellem Carlos Alcaraz og Novak Djokovic.
Spanske Alcaraz formåede at vinde kampen i tre sæt, hvorefter han fik overrækt trofæet af prinsesse Catherine.
Efterfølgende mødtes de igen, hvor den spanske Wimbledon-vinder hilste på prinsesse Charlotte og fik en snak med prinsesse Catherine.
Og her fik prinsesse Catherine mulighed for at stille et helt særligt spørgsmål.
For selvom hendes to drenge, prins George og prins Louis, ikke var med til Wimbledon, havde de bedt mor Catherine om at stille et spørgsmål.
De to prinser var således meget interesseret i at vide, hvilken spansk fodboldspiller der er Carlos Alcaraz' favorit.
Her pegede tennisstjernen på den spanske anfører, Alvaro Morata, mens han også fremhævede den 17-årige Lamine Yamal som en god spiller.
Årsagen til prinsernes spørgsmål var formentlig, at Spanien senere på søndagen skulle møde England i EM-finalen.
Desværre for prinserne blev det til en spansk sejr på 2-1.