
Derfor var prinsesse Sofia og prinsesse Ines ikke med til familiens fejring

Den svenske kongefamilie mødte talstærkt op, da der mandag blev afholdt taksigelsesgudstjeneste for prinsesse Sofia og prins Carl Philips nyfødte datter.
Taksigelsesgudstjenesten Te Deum er en kirkelig højtidelighed, som finder sted ved store begivenheder i den kongelige familie – f.eks. når en lille ny prins eller prinsesse bliver født.
Men den nyfødte prinsesse, som har fået navnet Ines, var ikke selv til stede i kirken – og det var hendes mor, prinsesse Sofia, heller ikke.
Og sådan plejer det altid at være, forklarer det svenske kongehus’ kommunikationschef, Margareta Thorgren, til Expressen:
- Efter vidnebekræftelsen går mor og barn hjem. Det er så hurtigt efter fødslen, at navnet bliver offentliggjort, og Te Deum afholdes. Nu skete det med en weekend imellem, men det kunne have været sket allerede dagen efter fødslen.

Vidnebekræftelsen er en gammel tradition, hvor embedsmænd ”inspicerer” det nye medlem af kongefamilien og underskriver et dokument, der bekræfter, at et kongeligt barn er blevet født.
Her deltog prinsesse Sofia og prinsesse Ines – men ved Te Deum var de altså ikke til stede.
Det var derimod den stolte far, prins Carl Philip, og den lille prinsesses tre storebrødre, prins Alexander, prins Gabriel og prins Julian.

Også kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Madeleine og Chris O'Neill var til stede ved taksigelsesgudstjenesten i Slotskirken.

