Midt i krise: Ophedet debat om prinsesse Sofia
Sveriges prinsesse Sofia har vist sig som en meget engageret borger i løbet af coronakrisen, hvor hun har efteruddannet sig, så hun kunne hjælpe til på hospitalet Sophiahemmet.
Det har gjort et stort indtryk på mange, og nu er prinsessen blevet nomineret til en pris til Årets Vårdhjälte, som er en hæder til en person, som har gjort en ekstraordinær indsats i sundhedssektoren.
Prinsesse Sofia er nomineret
Mange er glade for, at prinsessen er nomineret, mens andre undrer sig.
De øvrige nominerede og altså konkurrenter til Sofia er Anders Tegnell, som er direktør i Sundhedsstyrelsen og Sveriges svar på vores Søren Brostrøm, samt Emma Frans, doktor i medicinsk epidemiologi og tv-ekspert.
Et kongeligt ikon
Det er virksomheden Consid, eksperter på digital markedsføring, som uddeler prisen, og i begrundelsen for nomineringen af prinsessen står følgende:
Prinsesse Sofia er vores kongelige ikon, som valgte at iklæde sig den hvide kittel og arbejde midt i centrum af Covid-19-pandemien. Sofiahemmet fik forstærkning og det svenske folk fik synliggjort, hvor alvorlig pandemien er. Hun er blevet hyldet i hele verden for sine corona-indsatser.
Det er ikke ok
Nyheden om den royale nominering er ikke faldet i god jord hos alle ifølge mediet Svensk Damtidning.
På de sociale medier er der undren over, at prinsessen gør sig fortjent til nomineringen for en positiv men relativ beskeden indsats
- Det er ikke ok. Tænk på alle dem, som slider døgnet rundt iført værnemidler, lyder det fra en af kritikerne, som er dækkende for en del kommentarer.
Mange forsvarer Sofia
Der er dog også mange, som forsvarer den royale nominering og roser Sofia.
- Hun har været et forbillede og vist, at vi alle kan gøre en forskel. Hun havde slet ikke behøvet at gøre noget. Ser at nogle synes, det er en hån mod sundhedspersonalet med nomineringen. Mærkeligt. Der er brug for alle hænder i sundhedssektoren, lyder det fra en Sofia-fan.