23. jun. 2024
Af Sofie Nymand

Nu er det endelig sket: Prinsesse Madeleine deler første billede af børnene i Sverige

Prinsesse Madeleine
Prinsesse Madeleine
Foto: Martin Høien
Prinsessen deler første billede af børnene, efter de i sidste uge flyttede til Sverige.

Prinsesse Madeleine deler nu første billede af børnene i Sverige efter flytningen fra USA.

Det blev meldt ud sidste år, at prinsessen ville flytte tilbage med sin familie efter flere år i udlandet. Men det skulle vise sig, at den proces ville være et år undervejs.

Flytningen blev nemlig udskudt, da de havde svært ved at finde en køber til deres Florida-villa, men på Madeleines fødselsdag tidligere i juni, kunne kongehuset endelig bekræfte, at prinsessefamilien nu var på vej.

Prinsesse Madeleine og hendes tre børn, Leonore, Nicolas og Adrienne, landede i Stockholm i sidste uge. Og nu viser føromtalte billede, at de tager hul på deres nye liv i det svenske med at fejre Midsommer.

Instagram kan man se Madeleine sammen med sine tre børn. Mens Nicolas er i t-shirt og shorts, har døtrene ens, hvide sommerkjoler på. Og både mor og døtre bærer de yndige – og nærmest obligatoriske – blomsterkranse.

”Glad midsommer!”, har prinsessen skrevet på billedet.

Billedet er taget på en badebro ud til Skærgården, og ifølge Svensk Damtidning har Madeleine og børnene højst sandsynligt fejret midsommer med veninden Andrea Brodin og hendes familie i deres sommervilla.

Man kan nemlig se, hvordan Andrea Brodin har taget lignende midsommerbilleder på samme badebro.

Prinsesse Madeleines mand, Chris O'Neill, måtte dog misse midsommer med familien.

Kongehusets kommunikationschef har over for føromtalte medie oplyst, at Chris O’Neill ankommer til Sverige lidt efter sin familie. Det er udelukkende af praktiske årsager, da han lige skal have det sidste på plads, inden han kan sætte kursen mod Sverige.

Kongehuset bekræfter dog, at han vil fejre sin 50-fødselsdag på torsdag med sin hustru og børn i det svenske.

Læs mere om: