Prins Daniel går sine egne veje modemæssigt
Kronprinsesse Victorias mand prins Daniel er en stilig og i mange henseender konservativt udseende mand, der ikke skejer for meget ud modemæssigt.
Men på sin egen måde er det lykkedes ham at skille sig ud på den mest elegante måde.
Det var til at se forleden, da han i en video på kongehusets sociale medier talte om et nyt antidoping-projekt.
Daniel, der af mange regnes for en af Sveriges mest velklædte mænd, stod rank foran kameraet iført en dobbeltradet blazer, som er højeste mode, men som måske var en del mere almindelig at støde på tilbage i 1980’erne og 1990’erne.
Det dobbeltradede og ganske noble design er kommet stærkt tilbage de senere år, men det er nu alligevel ikke hver dag, man ser en herre i sin bedste alder i dette snit.
Frederik i enkeltradet
Det er væsentlig mere almindeligt at se herrer i enkeltradede habitjakker a la den kronprins Frederik bærer på billedet her.
Haakon gør som Daniel
Da Norges kronprins Haakon sammen med kronprinsesse Mette-Marit medvirkede i en video på Instagram for nylig, var Haakon i øvrigt også i elegant dobbeltradet jakke, hvortil man for det meste bærer slips.
Haakon ser dog smart ud, selvom han her har droppet slipset.