10. mar. 2025
Af Pelle Rigtrup

Undskylder efter billede med den svenske kronprinsessefamilie

Den svenske kronprinsessefamilie og kronprins Haakon.
Den svenske kronprinsessefamilie og kronprins Haakon.
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Det svenske landshold ved ski-VM fik taget et sødt billede med kronprinsessefamilien, men der var bare ét problem.

Kronprinsesse Victoria, prins Daniel og deres to børn, prinsesse Estelle og prins Oscar, har de seneste par dage hygget sig gevaldigt i Trondheim, hvor de fra tilskuerrækkerne har fulgt med i ski-VM.

Her har de haft godt selskab i form af kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, mens de også har haft lejlighed til at hilse på de mange svenske atleter.

Og der blev ikke kun hilst.

Kronprinsessefamilien fik således taget et billede sammen med det svenske landshold, men der var bare ét problem.

For den svenske atlet Ebba Andersson, der vandt hele tre guldmedaljer ved ski-VM, glimrede ved sit fravær på billedet.

Hun havde således ikke fået besked om, at der ville blive taget et billede sammen med de kongelige.

En situation som landstræner Anders Byström er meget ked af.

- Det var vores fejl, så vi undskylder mange gange til Ebba. Det føles ikke godt i min mave, at hun ikke var med på billedet, fortæller han til svenske Expressen.

Du kan se gruppebilledet - uden Ebba Andersson - blandt billederne i opslaget herunder.

Mere om: