Sofie Gråbøl bliver ambassadør for BØRNEfonden
Sofie Gråbøl bliver ny ambassadør for BØRNEfonden, der arbejder for at give børn, unge og lokalsamfund i Vestafrikas fattigste lande en fremtid med flere muligheder.
- Det giver dyb mening for mig at være med til at skabe de basale muligheder, for at børn og unge i nogle af de fattigste lande i Afrika får et liv med plads til at drømme om fremtiden. Det er børn, som ikke er lige så heldigt stillet som børn herhjemme, siger skuespillerinden.
For nyligt var Sofie Gråbøl i landet Togo, hvor hun oplevede BØRNEfondens arbejde for at skabe bedre sundhed, uddannelser og jobs.
LÆS MERE: Sofie Gråbøl om kræftsygdommen: Jeg følte skam
Sofie Gråbøl privat sponsor-mor i mange år
Hun har personligt selv været sponsor for en lille pige i Afrika gennem BØRNEfonden, og har oplevet hvordan hun har kunnet gøre en forskel i pigens liv.
- Vi ønsker alle det bedste for vores børn – uanset hvem og hvor i verden vi er, fortæller Sofie Gråbøl.
Skuespillerinden håber hun som ny ambassadør kan sætte fokus på BØRNEfondens arbejde i Vestafrika og inspirere flere til at støtte sagen.