Lars Mikkelsens historie-serie er et hit hos seerne
Søndag tonede Lars Mikkelsen frem på skærmen i første afsnit af det nye DR1-program ”Historien om Danmark”, og det fik i den grad danskerne til at tænde for fjernsynet.
Nye tal fra Gallups TV-meter-måling viser nemlig, at 1.244.000 danskere så med, da programmet havde premiere. Det skriver Mediawatch.
Dermed slår det historiske program tredje sæson af TV-serien ”Arvingerne”, der blev sendt på DR1 tidligere på året.
Programmet er i top tre
Med over en million seere er ”Historien om Danmark” i top tre over de mest sete TV-programmer i uge 13. Det bliver kun overgået af en af DRs andre successeer, nemlig ”X Factor”.
53 procent af de danskere, som havde tændt for fjernsynet søndag aften den 2. april, fulgte med, da skuespilleren Lars Mikkelsen guidede danskerne gennem Stenalderen.
Næste afsnit af ”Historien om Danmark” med Lars Mikkelsen som vært bliver sendt søndag den 9. april kl. 20.00.