13. mar. 2018
Af Laura Dalgård Hansen

Sådan har DR's nye vejrvært, Louise Gade Sig, det med at blive genkendt

Louise Gade Sig
Foto: Niels Åge Skovbo
Louise Gade Sig er stadig ny som vært på DR Vejret, men det at blive et kendt ansigt har hun det helt fint med. Og tilkendegivelserne kommer allerede - typisk fra singlemænd.

Det er kun godt to måneder siden, at DR’s nye vejrvært, Louise Gade Sig, havde sin første TV-vagt, og allerede nu får hun tilkendegivelser fra folk.

- Hver gang, jeg har haft en af de der aftenvagter, så ligger der mindst et par venneanmodninger på Facebook – typisk fra jyske singlemænd, forklarer Louise Gade Sig.

Louise Gade Sig elsker at tale med folk

Men antallet af folk, der genkender hende ude på gaden, er endnu begrænset. Men hvis det engang imellem sker, er det bestemt ikke noget, som vejrværten har noget imod.

- Jeg kan godt lide at tale med folk, og jeg er også typen, der falder i snak med folk i køen i supermarkedet, og jeg kan godt finde på at rose folk spontant.

- Det er måske lidt udansk, men jeg elsker bare at tale med folk, fortæller Louise Gade Sig, som forestiller sig, at det bare bliver hyggeligt at diskutere vejret med danskerne.

Vejret er den bedste icebreaker

- Vejret er jo bare den bedste icebreaker. Det er den bedste indgang til dialog, og hvis vejret ikke skiftede bare en gang imellem, så ved jeg snart ikke, hvordan folk skulle falde i snak med hinanden, smiler hun.

Vildt at være på TV

Louise Gade Sig er for nylig flyttet til Aarhus med kæresten og deres to små piger. Hun kommer oprindeligt fra Vestjylland, og blandt vennerne er der flere, der synes det er lidt vildt, at hun nu er på TV.

- Der er da nogle, der synes, det er lidt vildt og siger "om et år er du med i ”Vild med dans”", ler hun.

https://imgix.billedbladet.dk/20180130_nsk905.jpg
Foto: Niels Åge Skovbo/BILLED-BLADET

Læs mere om: