Olivia Newton-John har kræft for tredje gang
Olivia Newton-John er hårdt ramt. Grease-stjernen har kæmpet med en kræftdiagnose siden 2017.
Men hun har ikke været helt åben om, hvor mange gange hun har været behandlet for den frygtede sygdom.
Ramt for tredje gang
I et nyt interview med Australiens Sunday Night fortæller Olivia Newton-John imidlertid, at det ikke er anden, men tredje gang, at hun rammes af den frygtede sygdom.
I 1992 fik hun kræft for første gang.
Det var brystkræft, som hun overvandt, hvorpå hun arbejdede meget målrettet på at samle penge ind til bekæmpelse af sygdommen, noget der blandt andet resulterede i, at et hospital i Melbourne fik navn efter hende.
Fandt knude efter biluheld
Efter et biluheld i 2013 fik hun imidlertid undersøgt sin skulder, og også dengang fandt man en knude.
- Første gang talte jeg om det, men anden gang tænkte jeg, at jeg ikke rigtigt havde behov for at dele det. Det er mit liv, og jeg besluttede bare at holde det for mig selv, sagde Newton-John i interviewet.
I 2017 måtte hun indse, at kræften var tilbage igen.
Henter fantastisk støtte i sin mand
Denne gang i hendes ryg, hvilket kom til at koste en hel del koncertaflysninger.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke tænker på det. Jeg er jo kun et menneske, men min mand, John Esterling, er en fantastisk støtte for mig, og jeg tror på, at jeg nok skal overvinde det, sagde Olivia Newton-John, der fylder 70 år den 26. september.
Olivia Newton-John afslørede også, at hun blandt andet tager cannabisolie for smerterne.
- Jeg er heldig at bo i en stat (Californien, red.), hvor det er lovligt at dyrke cannabis, siger Grease-stjernen.