Bagedyst-vinder fejret: Emils store dag
Det var en stor dag for 19-årige Emil Obel, da han tirsdag kunne byde gæsterne velkommen til sin bogreception i JP/Politikens Hus i København.
I 2018 vandt han ”Den store bagedyst” på DR1, og nu har han udgivet sin første bagebog ”Festlige og fantasifulde kageborde”.
- Jeg ville godt lave en lidt anderledes bog, end hvad man normalt ser, så der er masser af farver og liv i den, fortalte Emil Obel.
Festlige kagetemaer
Emil Obel er også nyudklækket student fra Aurehøj Gymnasium, så der var meget at fejre, og han havde naturligvis huen på til sin reception.
- Det her er kulminationen på det hele, både gymnasiet og min bog, lød det med et smil fra det unge bagetalent.
Bogen ”Festlige og fantasifulde kageborde” indeholder opskrifter på 40 kager fordelt over otte forskellige festtemaer, blandt andet jul, påske og Halloween.