Dette får ALTID Søren Brostrøm i julestemning
Selv om coronaen har været og stadig er hård ved hele verden, for os danskere og for vores samvær og juletraditioner, er der én tradition, der altid kan få Søren Brostrøm, 55, til at smile.
En tradition direktøren har taget med videre til Sundhedsstyrelsen, fortæller han i et interview til Politiken.
Appelsiner med nelliker ligner coronavirus
- Juleappelsiner med kryddernelliker har været en tradition i min familie, og jeg kan huske duften lige fra min barndom. hver jul køber jeg appelsiner eller mandariner, putter kryddernelliker i og stiller dem på bordet, så der spreder sig sådan en dejlig juleagtig duft.
- For nylig sad jeg i øvrigt og kiggede på billeder af coronavirus - sådan nogle billeder taget med elektronmikroskop, en forsker har lavet, og som viser, hvordan virussen i virkeligheden ser ud. Og det ligner totalt en juleappelsin med kryddernelliker i. Så det her er sådan set min coronaappelsin. Nu står den på mit skrivebord i Sundhedsstyrelsen, dufter dejligt af jul og minder mig om coronajulen i år, siger Søren Brostrøm i interviewet i Politiken.