Efter alvorlig sygdom: Nu bryder Melvin Kakooza tavsheden
Det er nu over en måned siden, at det kom frem, at Melvin Kakooza alligevel ikke skulle være vært på ”X Factor” under Sofie Lindes barsel.
Den populære komiker blev ramt af sygdom før liveshowene. Man fandt en godartet hjernetumor i hans baghoved, og den blev opereret væk. Men siden har der været stille fra den 29-årige tv-vært.
Sender stor tak
Men nu bryder Melvin Kakooza tavsheden. Der gør han i et opslag på Instagram, hvor han sender en dybfølt tak for de mange søde beskeder og blomster, han har modtaget i forbindelse med sit sygdomsforløb.
"Det har været total overvældende at opleve alt den kærlighed! Jeg har fået sendt billeder af mit hjem, som mest af alt ligner en botanisk have med alle de blomster, jeg har modtaget. Fra hjertet tak. Mit fokus ligger lige nu på at komme 100 % ovenpå igen, og det glæder jeg mig meget til! Vi ses snart," lyder det blandt andet fra komikeren i opslaget, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.