Christian Eriksen og kæresten er inviteret til EM-finalen i London
Landsholdsspiller Christian Eriksen, der kollapsede under Danmarks første EM-kamp med hjertestop, er blevet inviteret til Wembley Stadium i London af UEFA, for at overvære EM-finalen søndag d. 11. juli. Det skriver DR, der citerer Reuters.
Også Christian Eriksens kæreste, Sabrina Kvist Jensen, er inviteret med til EM-finalen. Ifølge DR har UEFA endnu ikke fået svar på invitationen fra Christian Eriksen.
Den danske midtbanespiller faldt lørdag d. 12. juni om med hjertestop i Parken, da Danmark spillede første EM-kamp mod Finland. Eriksen var herefter indlagt på Rigshospitalet, hvor han fik indopereret en ICD-enhed, der ifølge landsholdets læge Morten Boesen indopereres efter hjertestop udløst af hjerterytmeforstyrrelse.
Redningsmændene er inviteret
UEFA har udover Christian Eriksen inviteret seks af dem, der var med til at redde fodboldspillerens liv, da han fik akut hjælp på banen i Parken, med til finalebraget som VIP-gæster.
Christian Eriksen har på sidelinjen kunne følge sine holdkammeraters sejrsgang ved EM. I weekenden spillede de danske drenge sig i semifinalen, og hvis de onsdag aften kan slå England, skal de søndag spille finale mod enten Spanien eller Italien, hvis skæbne afgøres tirsdag aften.