Efter Chris Anker Sørensens død: Nu ændrer TV 2 planer
Der var fra i dag lagt op til en stærk og intens TV 2-dækning af VM i cykling i Flandern i Belgien, men efter Chris Anker Sørensens tragiske dødsulykke ændrer TV 2 nu planerne for dagens dækning af mændenes enkeltstart.
Det melder TV 2 ud på tv2.dk, efter Chris Anker Sørensen døde lørdag i en tragisk ulykke i Belgien.
Chris Anker var på job for TV 2
Den tidligere professionelle cykelrytter var en markant og særdeles populær del af TV 2’s stærke hold, som skulle dække VM i cykling.
Dækningen af VM i cykling vil nu komme fra et studie i Danmark og ikke fra det udsendte hold anført af Dennis Ritter i Belgien.
Holdet i Belgien får fri
- Vi har sagt til alle vores folk i Belgien, at de ikke skal arbejde, lyder det fra John Jäger, der er chefredaktør på Håndbold og Cykling hos TV 2 Sport, og han understreger, at TV 2 klarer dækningen hjemme fra Odense.
TV 2 har tilbudt krisehjælp til alle sine medarbejdere i Belgien, og det er op til hver enkelt at beslutte, om de vil blive og dække VM eller hellere vil rejse hjem.
Chris Anker Sørensen blev bare 37 år, og han efterlader sig sin kone og to børn.