21. sep. 2021
Af Malan Joensen

Kongehuset meddeler: Planen er ændret på Willem-Alexander og Maximas vigtige dag

Kong Willem-Alexander og dronning Maxima til Prinsjesdag 2020.
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima til Prinsjesdag 2020.
Arkivfoto: MEGA
Tirsdag er der den traditionelle Prinsjesdag i Holland, men den kan ikke afholdes som normalt.

For andet år i træk bliver Prinsjesdag i Holland en anderledes affære, end man traditionelt ser.

Det meddeler det hollandske kongehus.

Parlamentsåbningen "Prinsjesdag", der finder sted den tredje tirsdag i september, plejer at være med pomp og pragt i form af at kong Willem-Alexander og dronning Maxima kører i den flotte guldkaret samt stiller sig frem med andre medlemmer af kongefamilien på balkonen på Noordeinde-paladset i Haag og vinker til befolkningen.

Abonnement på BILLED-BLADET

Dette blev dog ændret sidste år som følge af coronapandemien.

Væk var både guldkaret og balkonvink, og også stedet for selve åbningsceremonien, der plejer at foregår i Riddersalen i parlamentsbygningen Binnenhof i Haag, var ændret.

Festlighederne var i stedet flyttet til kirken Grote Kerk, hvor også kong Willem-Alexander holdt sin traditionelle tale.

I år ser det ud til, at man har valgt at køre med den samme plan som i 2020:

"Som tilfældet var sidste år, er aktiviteterne under fejringen af ​​Prinsjesdag 2021 blevet justeret som følge af foranstaltninger til at forhindre spredning af coronavirus," meddeler det hollandske kongehus, der også bekræfter, at parlamentsåbningen igen finder sted i Grote Kerk, samt at der vil være en meget begrænset militærceremoni ved kirken.

Ligeledes er kørsel i guldkaret samt fremmødet af kongelige på balkonen aflyst.

Ud over kong Willem-Alexander og dronning Maxima deltager også prins Constantijn og prinsesse Laurentien, og de bliver alle kørt til Grote Kerk med bil, hvor de efter planen ankommer klokken 13.20.

Mere om: