Midt i svær tid: Dronning Margrethe glæder sig til 90-års fødselsdag
Der er rigtig meget at fejre næste år, men corona-situationen har tvunget dronning Margrethe og kongehuset tll at justere i flere begivenheder i den første del af 2022.
Dronning Margrethe ændrer planer
Både nytårstaffel og -kur er aflyst først i januar, og festlighederne i forbindelse med dronningens 50-års regeringsjubilæum er i det store hele udskudt.
Midt i den svære tid med coronarestriktioner, udsættelser og aflysninger ser dronning Margrethe frem til fejringen af en helt særlig 90-års fødselsdag næste år.
Kongeskibet fylder 90 år
I 2022 fylder Kongeskibet 90 år, og dronningen har 50-års regeringsjubilæum.
Det markerer M/S Museet for Søfart med særudstillingen ”Dannebrog - Kongeskib i 90 år”.
Udstillingen indvies ifølge planen den 8. februar 2022 og giver befolkningen et indblik i livet ombord - fra besætningens hverdag til kongefamiliens private liv til søs.
Skibet vækker minder
Udstillingen er lavet i samarbejde med kongehuset, der aktivt har bidraget til udstillingen.
Dronningen fortæller i forordet til fotografen Franne Voigts bog ”Kongeskibet Dannebrog” om forholdet til det historiske skib, som har betydet så meget for alle i den kongelige familie.
- Et skib som Dannebrog vækker minder for enhver, der har været ombord, og hos de mange, der vinker til os langs kysterne og fra andre fartøjer på havet. Det er tydeligt, at Dannebrog ikke bare har en særlig plads for os, men også for mange danskere, lyder det fra dronningen.