Prinsesse Benedikte beundrer sin storesøster: Det har været en fantastisk rejse
Dronningen kan se tilbage på 50 flotte år som regent.
I årene har dronningen altid kunnet regne med støtte fra sine to søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, der roser deres storesøster til skyerne.
I et interview til BILLED-BLADET fortæller prinsesse Benedikte, hvor meget hun beundrer den måde, som dronningen har klaret rollen som regent:
- Det har jo været en fantastisk rejse, og min søster, dronning Anne-Marie, og jeg er fulde af beundring over den måde, hun har gjort det på. Vi har støttet hende, det er helt klart, fortalte prinsesse Benedikte til BILLED-BLADET kort før jul.
Her satte prinsessen også ord på, hvorfor hun synes, at dronningen gør det særligt godt:
- Dronningen tager din gerning alvorligt, det skal hun jo også. Og det gør hun med en varme og klogskab og på en rigtig god måde. Hun følger med tiden og holder lidt igen. Det skal ligesom gå begge veje. Fordi selvfølgelig skal man følge med tiden, men det skal ikke skyde afsted som en raket. Man skal holde jordforbindelsen, det tror jeg er vigtigt, understregede Benedikte.