Lagde du mærke til kronprinsen på tv: Frederik giver Mary plads
Kronprinsesse Mary kunne søndag aften nyde at have kronprinsen og parrets fire børn med til TV 2-fejringen af kronprinsens 50-år fødselsdag ”Mary 50 år – Vi fejrer Danmarks kronprinsesse”.
Mary og Frederik og børnene ankom med stil på den røde løber udenfor i februarkulden og trådte derefter indenfor i varmen i Vilhelm Lauritzen Terminalen, hvor de satte sig ved deres runde bord og lod sig føre med af showets mange interessante indslag.
Frederik fejrede Mary med danskerne
På den store aften handlede det 100% om kronprinsessen, og kronprinsen var måske nok med til showet, men han fyldte ikke noget i selve forløbet af showet, og han gav dermed kronprinsessen plads til at få al opmærksomhed og blive fejret af danskerne.
Mens mange andre i løbet af showet hyldede kronprinsessen helt eksplicit med smukke ord og hilsner, så hyldede kronprinsen sin Mary diskret og med blikke og små bemærkninger ved bordet foran scenen, hvor værterne Dar Salim og Lise Rønne regerede.
Netop evnen og lysten til at give hinanden plads er en af de slet skjulte hemmeligheder ved Mary og Frederiks succes som par privat og som kronprinspar på den mere officielle scene.
Kronprinsparret er gode sammen
Det fortalte kronprinsesse Mary BILLED-BLADET om i det interview, vi for nylig fik i anledning af kronprinsessens 50-år fødselsdag.
- Vi har meget stor gensidig tillid og giver hinanden plads. Vi mener begge to, at det at give hinanden plads betyder, at man beriger hinanden. For man skal også udvikle sig hver for sig, og det gør, at man bringer flere ting ind i et ægteskab. Og så er vi gode til at grine sammen. Det er vigtigt at kunne, siger kronprinsessen, der i løbet af TV 2-showet flere gange fik mulighed for at grine sammen med Frederik.
Det skete især i forbindelse med, at der blev vist skønne indslag med kronprinsparrets børn, der fortalte sødt og sjovt om deres mor.