Endelig er det blevet meldt ud: Dronning Margrethe har sagt ja
I dag har Foreningen Dansk Teater 300 år endelig offentliggjort, at dronning Margrethe har takket ja til at være protektor for fejringen af 300 år med teater på dansk – en landsdækkende fejring, der løber af stablen i jubilæumsåret 2022.
Dronning Margrethe deltager i fejringen
– Hendes Majestæt Dronningen er ikke bare regent men også kunstner og æresmedlem i Sammenslutningen af Danske Scenografer. Og ingen kan være i tvivl om, at Hendes Majestæt nærer en stor kærlighed til og har en særlig viden om netop scenekunsten og dens rolle i vores kultur og verdensopfattelse. Det er os derfor en særlig glæde og ære, at Hendes Majestæt har påtaget sig protektionen for den landsdækkende fejring af 300 året for den første teateropførelse på dansk, siger Mikkel Harder, bestyrelsesformand for Foreningen Dansk Teater 300 år, og han bakkes op af direktør Peter Mark Lundberg.
– Det er en stor ære, at Hendes Majestæt Dronningen vil fejre det, vi lever og ånder for hver dag – scenekunsten, teatret, de store oplevelser og nære følelser. Jeg glæder mig til et fantastisk jubilæumsår fyldt med sprudlende scenekunst for publikum i hele Danmark, siger Peter Mark Lundberg, direktør for branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Teater og bestyrelsesmedlem af Foreningen Dansk Teater 300 år.
Stor fejring på Det Kongelige Teater
For 300 år siden blev der for første gang spillet teater på dansk i Danmark, da dørene blev slået op til landets første offentlige teater i Lille Grønnegade ved Kongens Nytorv i København – anført af Ludvig Holberg.
Det fejres i hele 2022, som dermed står i scenekunstens, teatrenes og publikums tegn.
Et af årets og fejringens højdepunkter er, når Det Kongelige Teater og en række andre teatre over hele landet fejrer jubilæumsdagen den 23. september 2022 og hele ugen igennem.