30. aug. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Charlotte fra Landmand søger kærlighed blev ramt af stor sorg: Kæresten døde

Charlotte Frederiksen
Charlotte Frederiksen
Foto: Anders Brohus/TV 2
29-årige Charlotte Frederiksen medvirker i den nye sæson af "Landmand søger kærlighed", og hun fremstår både glad og smilende i programmet. Men det har taget hende flere år at nå dertil, for hun bærer på en stor sorg.

De seneste tirsdage har man på TV 2 kunnet følge en ny sæson af ”Landmand søger kærlighed”, og her kan man komme helt tæt på vinbonden Claus og hans bejlere.

En af de udvalgte kvinder er 29-årige Charlotte Frederiksen, der oprindeligt kommer fra Lolland. Hun drømmer om at finde den store kærlighed igen, men det er først inden for den seneste tid, hun er blevet klar til netop det.

Svært at acceptere

Charlotte har i mange år båret rundt på en stor sorg, efter hun mistede sin kæreste i 2015. Hun var 22 år dengang, og han var bare 20 år gammel. De fik knap to år sammen, inden han døde af kræft.

- Vi havde en tro på, at det nok skulle gå alt sammen, og så lige pludselig døde han bare. Han var syg i ni måneder, men vi var begge sikre på, at vi skulle have et liv sammen bagefter, og at vi nok skulle komme igennem det, fortæller Charlotte.

- Det var svært at acceptere, at man som 22-årig skulle være med til at bære kisten ud til ligvognen.

Ville arbejde sorgen væk

Charlotte havde gennem sin skoletid kæmpet med både overvægt og mobning, så kærestens dødsfald var endnu en stor ting, hun skulle finde ud af at komme igennem i en meget ung alder.

Dengang boede Charlotte fortsat hjemme på Lolland. Her blev hun hele tiden mindet om sin sorg, og hun havde svært ved at bede om hjælp, så hun kunne komme videre. I stedte besluttede hun at rejse væk, og hun fik arbejde på Oslobåden, hvor hun var i nogle år.

https://imgix.billedbladet.dk/billed_til_billed_bladet_0.jpg
Det var kærestens fortjeneste, at Charlotte i sin tid søgte ind på en gymnasial uddannelse, og da hun to år efter hans død fik huen på, tog hun forbi hans grav for at lægge blomster.
Foto: Privat

- Jeg troede, det ville være det rigtige at arbejde sorgen væk og møde nogle nye mennesker. Men desværre pressede jeg mig selv for meget til hele tiden at blive bedre, og jeg syntes aldrig, det var godt nok. En dag røg jeg ned med stress på Oslobåden, og mine kollegaer kunne se, jeg ikke var glad mere. Jeg måtte have min sorg og mine tanker ud, og en kollega bad mig sygemelde mig og tage kontakt til en psykolog.

Det er to år siden nu, at Charlotte kom i kontakt med en psykolog, og hun har i dag fået nogle gode værktøjer og redskaber til at komme videre.

Sorgen vil altid være der

Hun er nået langt i sit liv siden – også så langt, at hun turde tilmelde sig et datingprogram på landsdækkende tv. Charlotte bor i dag i Vordingborg, og 1. september begynder hun som kontorelev.

Men der skal ikke være nogen tvivl om, at hun aldrig vil glemme, hvad hun har været igennem.

- Jeg kan ikke komme uden om, at det her kræftforløb fylder rigtig meget i mit liv, og det vil det altid gøre. Det har gjort mig til den, jeg er. Den kæreste, jeg finder, skal elske mig for den, jeg er, men han skal også vide, hvad jeg har været igennem, fortæller Charlotte, der har fundet ud af, at det er vigtigt at tale om, hvad hun har været igennem – det undlod hun ellers i begyndelsen.

For Charlotte er det også vigtigt at dele sin historie med andre. Ikke fordi hun vil have, at folk skal have ondt af hende, men for at vise hvor vigtigt det er at turde bede om hjælp, før det er for sent.

Tirsdag aften kan man se mere til Charlotte, når hun skal på gruppedate med Claus.

https://imgix.billedbladet.dk/foto_-_anders_brohus_tv_2_4-3.jpg
Charlotte (t.h.) på gruppedate med Claus og hans øvrige bejlere.
Foto: Anders Brohus/TV 2

Læs mere om: