Charlotte fra Landmand søger kærlighed om exit: Derfor kom det bag på mig
Det begynder at spidse til i ”Landmand søger kærlighed”, og tirsdag aften skulle vinbonden Claus skære endnu en af kvinderne fra.
Forinden havde han inviteret dem med på gruppedate, og ved datens afslutning var det 29-årige Charlotte Frederiksen, der ikke blev inviteret med hjem på gården hos Claus.
Charlotte var skuffet
Som det også fremgår af programmet, var hun skuffet over at blive valgt fra, og overfor BILLED-BLADET uddyber Charlotte nu sin reaktion.
- Jeg havde svært ved at gennemskue, om Claus havde en favorit. Da jeg kom til gruppedaten om morgenen, havde jeg en god mavefornemmelse, men i løbet af dagen kunne jeg mærke, at tingene spidsede til, og man gik og tænkte på, om man ville blive valgt fra, fortæller Charlotte.
Efter at have nydt lidt godt at spise og drikke i det fri, inviterede landmanden Charlotte med på alenetid – det kunne både være godt og skidt, tænkte hun. Dels fik de mulighed for at tale mere sammen, men hun vidste også godt, at det kunne være tegn på, at hun måske lå på vippen i forhold til at blive valgt fra.
Nervøs for at skræmme Claus
- Vi havde en god snak, men han overraskede og chokerede mig også lidt, da han sagde, at jeg fyldte meget og var mere oppe i gear end ham. Jeg blev lidt såret og skuffet, fordi jeg jo ikke syntes, han kendte mig endnu. Men Claus sagde også, at det jo bare er det, han tænker og tror.
Efter kameraerne slukkede, fortsatte snakken mellem Claus og Charlotte. Hun følte, hun skulle give noget af sig selv, fordi de havde så kort tid sammen. Blandt andet fortalte hun meget ærligt, at hun har kæmpet med mobning som barn, og at hun i en alder af bare 22 mistede sin kæreste til kræft.
Charlotte var dog også nervøs for, om hendes ærlighed ville skræmme Claus væk.
- Men han sagde, at jeg ikke havde skræmt ham og ikke skulle være nervøs. Så derefter havde jeg en følelse af, at jeg nok ikke skulle hjem, forklarer hun.
Derfor blev Charlotte også lidt overrasket, da Claus lidt senere på dagen ikke inviterede hende med videre i programmet, og hun lægger heller ikke skjul på, at hun var skuffet i øjeblikket.
- Jeg tænker ikke så meget over det mere. Det var hans valg, og han skal vælge den, han gerne vil være sammen med, og så er der nok noget andet godt til mig derude.
Ærgrer sig over klipningen
Selv om Charlotte ikke nåede hele vejen i programmet, har hun ikke fortrudt, at hun var med i ”Landmand søger kærlighed”, for det var en god oplevelse. Men hun ærgrer sig over den måde, hun bliver fremstillet på.
- Hvis jeg skal beskrive mig selv i programmet, virker jeg til at være en irriterende type, der snakker meget og styrer programmet. Jeg synes ikke, man får set, at de andre også får sagt noget. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg fremstår som én, der ikke lader de andre piger komme til.
- Jeg snakker meget, ja, men jeg siger også i programmet, at jeg gerne vil prøve at give plads. Der er også scener, hvor jeg stiller mig i baggrunden, men de har stadig formået alligevel at vise mig som en lidt irriterende, snakkende person, selv om jeg gør opmærksom på det. Det er ærgerligt, siger Charlotte.
Siden optagelserne sluttede, har hun ikke fundet en kæreste, men der er nogle stykker, der har skrevet til hende. Og hvis man tror, Charlotte kunne være et godt match, skal man heller ikke holde sig tilbage med at kontakte hende, fortæller hun.
- Jeg er ikke lukket over for noget, men jeg går ikke aktivt og søger en kæreste, lyder det.