Efter sygemeldinger: Sådan har Lisbet Dahl det i dag
Hun har lavet tonsvis af revyer, tv-serier og film, og hun fremstår altid stærk og selvsikker.
Men Lisbet Dahl er “også bare et menneske, der kan væltes og rystes”. Og det er sket to gange, fortalte hun i dokumentarserien "Min skjulte smerte", der blev sendt på TV 2 torsdag aften.
Her fortalte den garvede revydronning også mere indgående om de to gange, hvor hun er "væltet". Første gang for godt 15 år siden.
En stor krog tog mig i nakken
– Jeg var på turné med en forestilling og i pausen, der sidder jeg bøjet fremover. Pludselig er det som om, der kommer en stor krog og tager mig i nakketøjet og flår mig op i luften. Det var rystende forfærdeligt, det var som om, at jeg blev revet 4-5 meter op.
- Det næste jeg husker er bare, at jeg kommer ind og ligger og græder på en seng, og så var de jo godt klar over, at så er den gal. Så fik de fat i en læge, som var i salen, og så kom der en ambulance. Og så var jeg indlagt i tre dage, fortæller Lisbet Dahl i udsendelsen. I første omgang tænkte hun dog ikke på stress.
I 2021 var den gal igen. Her nåede den dengang 75-årige skuespiller at gå til lægen, inden det kom for langt ud. Det resulterede i en flere måneder lang sygemelding og først i begyndelsen af 2022, begyndte stressen at slippe taget i hende.
Jeg har det godt i dag
I dag har den 76-årige skuespiller det strålende, fortæller hun til BILLED-BLADET.
– Jeg har det godt, og stressen er helt væk nu, men jeg har til gengæld mistet stemmen, siger den 76-årige skuespiller hæst og griner lidt, da vi fanger hende på telefonen.
Hendes arbejdsliv byder nu på revy i Tivoli sammen med blandt andre kapelmester James Price, skuespiller Andreas Bo og standupkomiker Linda P.
Læs mere om Lisbet Dahls stressnedbrud, og hvordan hun håndterede det, i denne uges BILLED-BLADET.