Svenske Anna fra Riget Exodus: Her har du set hende før
Der er flere svenske stjerner med i DR-serien ”Riget Exodus”, og en af dem er Tuva Novotny.
Den 43-årige skuespiller har rollen som den svenske læge Anna, som ofte får sin kollega Helmer, spillet af Mikael Persbrandt, i fedtefadet.
Hvis du synes, at du har set Tuva Novotny før, så er det meget muligt. Hun har nemlig medvirket i flere danske film.
På den røde løber
Tuva Novotny medvirkede for første gang i en dansk film tilbage i 2003, nemlig ”Midsommer”.
Hun var også med i ”Den sorte Madonna” og ”Kandidaten”, og herunder ses hun til gallapremieren på ”Sandheden om mænd” i 2010, hvor hun blandt andre arbejdede sammen med Rosalinde Mynster og Thure Lindhardt.
I 2019 medvirkede Tuva Novotny i den danske film ”Selvmordsturisten”, og også her var hun med til gallapremieren i København.
Har hun barn med kollega?
Tuva Novotny har fuld fart på karrieren og har ofte været gæst på den røde løber, men når det kommer til privatlivet, så holder hun kortene tæt til kroppen.
Hun har datteren Ella på 16 år fra et tidligere forhold, og sidste forår dukkede hun pludselig op til en gallafest i Sverige med en højgravid mave.
Tuva Novotny ville ikke afsløre, hvem der er far til barnet, men rygterne går på, at det kan være hendes svenske skuespilkollega Alexander Skarsgård.
De to svenske stjerner blev ifølge Se og Hør set sammen i New York i efteråret, hvor de gik med en barnevogn.
Hverken Alexander Skarsgård eller Tuva Novotny har dog bekræftet, at det rent faktisk er parrets baby, der er kommet til verden.