Blev Ulla-Berit fra Dansegarderoben fyret fra Den Gyldne Pil i virkeligheden?
I "Dansegarderoben" bliver Ulla-Berit, spillet af Mille Lehfeldt, fyret fra sin tjans som markøse i Den Gyldne Pil.
Hun finder ud af det af omveje til en vild fest hos Margit og Erik Brandt.
Undskyldningen er, at hun er blevet for gammel.
Blev ikke fyret
Ulla-Berit er i serien den ældste af dansepigerne i Cirkusrevyen, og gruppen er fikseret på hendes alder.
Den del er god nok, fortæller Britta Michaelsen, som Ulla Berit er baseret på.
De spiller de kendte i Dansegarderoben
– Man gik op i alder. Jeg blev kaldt “hende den gamle”. Men jeg var også seks år ældre end hende, Sussie er baseret på, og jeg er 10 år ældre end de andre – så jeg var den gamle, fortæller hun.
Men modsat i serien hang der ikke en fyreseddel over hovedet på Britta på grund af alderen.
Hun havde kun kontrakt på otte programmer i Den Gyldne Pil, så det kom helt naturligt.
Da hun endelig selv valgte at stoppe med at danse, var det altså på eget initiativ – men faktisk var det alderen, der gjorde udslaget.
– De blev yngre og yngre, dem jeg dansede med – jeg fik masser af tilbud fra Klaus Pagh og andre revyer, men jeg sagde selv stop, fordi jeg syntes, jeg var meget ældre end de andre piger. Jeg kunne ikke holde ud at sidde i garderoben og tale om det, de talte om, ler hun.
Britta Michaelsen slår derudover fast, at hun aldrig var til fest hos Erik og Margit Brandt.
Blev lægesekretær
Efter livet på scenen blev Britta instruktørassistent på Aveny T og ABC Teatret. Hun søgte ind på teaterskolen som instruktørelev, hvor Lone Hertz sad i dommergruppen.
Desværre faldt hun igennem – fordi hun var for gammel.
I stedet blev hun lægesekretær og slog sine folder på Rigshospitalets traumecenter.
Da hun fyldte 65 år, gik hun på pension, og siden har den stået på tennis fem dage om ugen, frokoster med veninder og besøg på kunstmuseer – og selvfølgelig masser af tid med børnebørnene.