Fra prins til greve: Skal dronning Margrethe godkende Nikolais ægteskabsplaner?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Jeg er fuld af beundring for Nikolais modige beslutning om at være sig selv, men er det ikke imod kongehusets etikette at markedsføre sig som "Prince Nicolai of Denmark", når man har en indkomst som model, ligesom traditionen vel byder, at en prins gennemfører sin militæruddannelse? Jeg mener i øvrigt, at dronningen netop har respekteret hans utraditionelle valg ved at gøre ham til greve, ligesom hun nu ikke skal godkende hans mangeårige kæreste, som jeg antager, at han snart gifter sig med.
Med venlig hilsen
E. Hultgren
Kære E. Hultgren
Tak for din henvendelse, som rummer flere lag. Jeg mener ikke, at jeg har set grev Nikolai omtale sig selv som "Prince Nicolai of Denmark" for nylig. Hele pointen med dronningens beslutning var netop at fratage ham (og hans søskende) den royale titel for derved at skabe et ”slankere” kongehus. Det har dog fået en del opmærksomhed, at grev Nikolai har oprettet en modelrelateret Instagram-profil, hvor han kalder sig "Nikolai til Danmark", hvilket nok også må siges at befinde sig i en gråzone. Tidligere var han prins til Danmark. Det er han så ikke længere, men han anvender nok "til" for at understrege, dels at han fortsat indgår i arvefølgen til tronen, dels at hans selvforståelse ikke har ændret sig trods tabet af prinsetitlen. At han stadigvæk indgår i arvefølgen, betyder faktisk, at han er nødt til at inddrage sin farmor i sine eventuelle ægteskabsplaner – i hvert fald, hvis han ønsker at bevare sin arveret til tronen. For Tronfølgelovens § 5, stk. 3 anfører, at "Indgår en til tronen arveberettiget person ægteskab uden kongens eller den regerende dronnings i statsrådet givne samtykke, mister den pågældende arveretten til tronen for sig og de i ægteskabet fødte børn og disses afkom". At grev Nikolai valgte at afbryde sin militæruddannelse var indiskutabelt et brud på en royal tradition, og det gik da heller ikke ubemærket hen. Men vi er nok mange, der må vænne os til, at det på flere måder er nye tider i kongehuset.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".