Alfred Midé Erichsen i Den sidste breddegrad: Sådan er min far som rejsekammerat
Alfred Midé Erichsen boede i “Den sidste breddegrad” på TV 2 i telt med sin far, Mikkel Beha Erichsen, som han kom til at lære endnu bedre at kende.
– Jeg blev overrasket over alt det sjov, min far og jeg havde, fortæller Alfred Midé Erichsen til BILLED-BLADET.
– Vi fandt hinanden igen og vores humor, for når man er flyttet hjemmefra og er blevet voksen, kan det godt falde lidt ud, siger Alfred.
Under turen kunne han godt misunde broderen Emil Midé Erichsens konkurrence-gen.
– Hvis min far og jeg gik og mumlede og var sure over, at det var hårdt og sakkede bagud, gjorde Emil det stik modsatte. Han gik ind i sig selv, og så skulle han bare vise, at han kunne, og det misunder jeg ham.
Alfred Midé Erichsen fik sat sin hverdag i perspektiv på turen.
– Når man har frosset så meget, så véd jeg, at når det er koldt herhjemme, så klarer jeg det nok. Ligesom at jeg sætter pris på, at vandet kommer direkte ud af hanen og ikke er noget sne, der skal smeltes først – små ting, hvor jeg kommer i tanke om, at vi har det godt, nemt og dejligt, fastslår Alfred Midé Erichsen.