Løvens hule-stjerne Tommy Ahlers får ny titel: Det skal han nu
Iværksætter, investor og minister.
Tommy Ahlers kan skrive en række fine titler på cv’et, og nu kan han tilføje endnu en.
DTU har udnævnt Tommy Ahlers til adjungeret professor.
Det skriver uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.
I forvejen er den tidligere uddannelses- og forskningsminister rådgiver for DTU Entrepreneurship, hvor han bidrager med sin politiske indsigt og erfaring inden for iværksætteri.
”Jeg vil bruge den stemme, jeg har som iværksætter og tidligere politiker til at bane vejen for flere samarbejder mellem universitet og erhvervsliv,” udtaler Tommy Ahlers i pressemeddelelse.
Tommy Ahlers bliver adjungeret professor for at understøtte sammenhængen mellem forskning og erhvervsliv.
”Tommy Ahlers forstår at oversætte forskningsresultater til løsninger i praksis. Han spiller en vigtig rolle som forbillede for DTU’s studerende og forskere og som foregangsmand for ledere i erhvervslivet, der ønsker dialog og samspil med DTU. Tommy Ahlers er et stærkt aktiv for DTU,” meddeler professor og centerleder Jes Broeng, DTU Entrepreneurship, der ser frem til at kunne trække mere på Ahlers i fremtiden.
Tommy Ahlers blev landskendt, da han medvirkede i DRs ”Løvens hule”.
Han forlod programmet efter 3. sæson i 2018, da han blev hentet ind i VLAK-regeringen og skulle være minister.
’Løven’ gjorde dog comeback – for en stund – da han dukkede op i tre programmer af DR-hittet.