Hvilke slotte er dronning Margrethes private ejendom?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Hvilke af de royale slotte er den kongelige families private og dermed ikke ejet af staten?
Med venlig hilsen
Mette Jensen
Kære Mette Jensen
Dronningens private ejendomme er Marselisborg Slot i Aarhus, jagtboligen i Trend og Château de Cayx i Frankrig. Derudover har majestæten jf. Lov om dronning Margrethe den Andens civilliste adgang til en række slotte og slotsområder, som staten stiller til rådighed for kongehuset. Disse er Amalienborg, de kongelige repræsentationslokaler, ridebaneanlægget og slotskirken på Christiansborg, Fredensborg Slot (og slotshaven), Sorgenfri Slot (og slotshaven), Graasten Slot (og slotshaven) samt Eremitageslottet. For god ordens skyld bør det nævnes, at civillisten bl.a. også omfatter det statsinventar, der stilles til rådighed for monarken, statsydelsen (apanagen) og monarkens jagtret i statsskovene. Endelig bør det nævnes, at forsvaret og således også staten, stiller kongeskibet Dannebrog til rådighed for monarken, men det indgår ikke i civillisten. Her ses majestæten med prins Christian og prinsesse Isabella på Marselisborg Slot i forbindelse med sin fødselsdag sidste år.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".