Alec Baldwin skød og dræbte kollega: Derfor blev alle anklager droppet
Den 21. oktober 2021 blev en skæbnesvanger dag i amerikansk filmhistorie. Her omkom filmfotograf Halyna Hutchins ved en tragisk ulykke på et filmset i den amerikanske delstat New Mexico, hvorefter skuespiller Alec Baldwin blev anklaget for uagtsomt manddrab.
Alec Baldwin affyrede nemlig den revolver, der tog livet af den erfarne filmfotograf. Nu, halvandet år efter ulykken, er alle anklager mod ham droppet.
Ulykken fandt sted under indspilningerne til filmen “Rust”, da Alec Baldwin fik en Colt-revolver i hånden, der – mod alle forevisninger og retningslinjer – var ladt med skarp ammunition. En fatal fejl, der endte med at koste 42-årige Halyna Hutchins livet.
Torsdag kunne skuespillerens advokater, Luke Nikas og Alex Spiro, oplyse, at anklagemyndigheden havde valgt at droppe alle anklager mod Alec Baldwin.
– Vi er glade for beslutningen om at droppe sagen mod Alec Baldwin, og vi opfordrer til en ordentlig undersøgelse af fakta og omstændighederne omkring den tragiske ulykke, siger skuespillerens advokater ifølge NBC News.
Samme dag, anklagerne blev droppet, genoptog man optagelserne til “Rust”.
Ifølge Reuters droppede anklagemyndigheden sigtelsen mod Alec Baldwin, da det kunne bevises, at der var blevet justeret på revolverens indstillinger, efter den var blevet fremstillet. Anklageren kunne dermed ikke bevise, at våbnet med sikkerhed ikke ville affyre skud, det skriver TV 2.
Afdøde Halyna Hutchins blev 42 år gammel, og hun efterlader sig ægtemanden Matthew og parrets i dag 9-årige søn.
Ved tragedien blev også filmens instruktør Joel Souza ramt af skud. Han slap dog fra ulykken med mindre skader og blev udskrevet fra hospitalet samme dag.
Alec Baldwin slog sig fast blandt Hollywoods største stjerner, da han i 1990 medvirkede i kultfilmen “The Hunt for Red October”. Sidenhen har han spillet med i adskillige succesfulde film og tv-serier, blandt andet “Pearl Harbor”, “The Getaway” og “It’s Complicated”, hvor han spiller overfor Meryl Streep.
Privat er han far til intet mindre end otte børn. Skuespillerens ældste datter, Ireland Baldwin, har han fra sit første ægteskab med Kim Basinger. Sammen med sin nuværende hustru, Halia Baldwin, har Hollywood-stjernen fået yderligere syv børn.