Søren Vester om I hus til halsen-kollegerne: Sådan tog Line og Dennis imod min beslutning
Man kan næsten ikke sige ”I hus til halsen” uden også at sige Søren Vester, Line Franck og Dennis Lindequist.
De har været et fasttømret og yderst populært trekløver i DR’s boligprogram i flere år, men nu har den jyske designer valgt at stoppe.
Nyheden er uden tvivl kommet som en stor overraskelse for programmets mange fans, men Søren Vesters gode venner og kolleger Line Franck og Dennis Lindequist har selvfølgelig vidst det i et godt stykke tid.
- Jeg deler alt med dem, så de er med i beslutningen - også i forhold til, hvordan vi kører programmet videre, når jeg ikke er med mere, fortæller Søren Vester til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Så vi er enige om beslutningen, og jeg har fået lov til at få en pause og lave noget andet.
Vi er som en familie
Selv om Søren Vester ikke længere skal arbejde sammen med Line Franck og Dennis Lindequist i ”I hus til halsen”, så betyder det dog langt fra, at de ikke kommer til at ses mere.
- Vi vil altid hænge sammen, det er der ingen tvivl om. Jeg har jo brugt lige så lang tid med dem som med min familie i perioder, siger Søren Vester med et smil.
Han bliver nu erstattet af designeren Kalle Thesbjerg, som seerne kan møde på skærmen til næste år, og han er ifølge Søren Vester et perfekt valg.
- Line, Dennis og jeg ringer jo tit sammen, og der passer Kalle bare lige ind. Seerne kan slappe af og nyde, at der sker ændringer, fastslår han.