Går han i fars fodspor? Stor oplevelse gav Asger fra Først til verdens ende nye drømme om fremtiden
Da Tue og Asger Ammundsens vej mod verdens ende krydsede den bolivianske hovedstad La Paz, havde de sammen en stor oplevelse, der fik Asger til at overveje, om han muligvis skal gå i sin fars fodspor og starte på en helt særlig skole.
For at supplere rejsebudgettet, således brødrene forhåbentlig når hele vejen til Buenos Aires i Argentina, tog de arbejde på en restaurant, og det var noget, der vækkede minderne til live, især hos storebror Asger.
For ham var det noget helt særligt at stå blandt kokkehuer i et professionelt køkken. Inden sin død var brødrenes far nemlig kok, og oplevelsen satte derfor store tanker om fremtiden i gang i 21-årige Asger.
– Det er en kæmpestor oplevelse at være i sådan et køkken. Vores far var kok og hamrende dygtig til at lave mad. Jeg ved ikke, om universitetet er noget for mig, så jeg har tænkt over, hvad man ellers kunne lave. Der har kok også været oppe og vende. Ovenpå den her oplevelse, vi havde i køkkenet, kunne jeg godt forestille mig at tage hjem og starte på kokkeskole, forklarer Asger i programmet.
Idéen bag restauranten, som Asger og Tue tjente en skilling ved at gå til hånde i, er at give folk fra fattige kår i La Paz muligved for at komme på kokkeskole.
Restauranten er derfor både et spisested men også uddannelse for socialt udsatte. Det forklarede Tue i programmet.
I hvert fald var det for brødrene en stor oplevelse, der især satte sig i Asger og fik ham til at overveje muligheden for at starte på kokkeskole og dermed gå i sin afdøde fars fodspor.
”Først til verdens ende” bliver sendt hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.