Bachelorette-Mette kysser Boris: Planlagt med produktionen
I sjette afsnit af ”Bachelorette” ser vi endelig det første kys imellem en af de to bachelorettes og en af mændene, nemlig Boris og Mette.
Mette trækker Boris til side til minglingen før roseceremonien og fortæller ham, at hun har tænkt meget på deres flydate, hvor Boris prøvede at kysse hende, men hun afviste ham.
Efter lidt tid forstår Boris endelig et hint og kysser Mette.
Det virker ikke til, at han har set det komme, men det har Mette i dén grad.
– Jeg tænkte over det allerede, da den første date var slut. For det var så god en date, siger hun.
– Allerede til madlavningsdaten (i afsnit 4, red.) talte jeg med produktionen om, at jeg gerne ville have, at Boris og jeg sad for os selv ved næste roseceremoni, og det var ikke fordi, jeg lovede dem, at vi ville kysse, men jeg mærkede rigtig meget efter og ville gerne have muligheden for det, hvis jeg skulle få lyst til det. Og så skulle alle de andre ikke se det.
Mette: Tænke ikke over konsekvenserne
Hun var dog ikke bange for, hvad de andre mænd ville tænke om det kys.
– Jeg tænkte ikke over konsekvenserne. Jeg var ligeglad med, hvad Boris ville sige til de andre mænd. Jeg var der for at date de 16 mænd, og havde jeg lyst til at kysse med Boris eller en af de andre, så gjorde jeg det. Det skulle ingen andre bestemme, så på det tidspunkt tænkte jeg ikke over konsekvenserne. Jeg gjorde bare det, der føltes rigtig. Jeg valgte at følge den mavefornemmelse, jeg havde haft efter daten.
Det kan på dette tidspunkt virke til, at Mette og Boris allerede nu kunne tage hinanden i hænderne og flyve hjem sammen, men så meget ligger der nu ikke i det kys, slår Mette fast:
– Jeg ville gerne gøre ham tryg i, at jeg syntes, han var megaspændende, men jeg havde ikke låst mig fast på ham, siger hun.