Dronning Margrethes ferieslot får en overhaling: Gør det også for kronprins Frederik og kronprinsesse Marys skyld
Sidste år fik dronning Margrethe en milliongave, og den bliver indløst nu.
I anledningen af sit 50-års regeringsjubilæum modtog dronningen 40 millioner til renovering af Marselisborg Slot, der i øjeblikket er dækket af stilladser.
Men nu fortæller en af de glade gavegivere, at gaven ikke kun var til dronning Margrethe – den var også til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Det skriver TV 2 Østjylland, der har talt med Karin Salling, næstformand i Salling fondene.
– Selvfølgelig er det for dronningens skyld, men det er også for dem, der kommer efter. Vores kronprinsepar fortjener også en god bolig at komme til her i Aarhus, for vi er jo alle sammen begejstrede, når kongefamilien kommer til Aarhus, siger Karin Salling.
Udover Salling Fondene spædede Holch Povlsen Foundation, Systematic og LINDBERG OPTIK også til milliongaven.
Marselisborg Slot var en folkegave til dronningens bedsteforældre kong Christian 10. og dronning Alexandrine i anledningen af deres bryllup.
Siden slottet er gået i arv, og i 1967 stillede kong Frederik det til rådighed for Margrethe og Henrik.
I dag opholder dronning Margrethe sig på slottet i både julen, påsken og sommeren.
Marselisborg Slot ejes privat af dronningen.