Vidste du det? Så tæt arbejder Niklas og Mette fra Bachelorette sammen i Danmark
Mette Sommer og Niklas Olsson fra TV 2-programmet ”Bachelorette” arbejder begge som specialpædagoger på en behandlingsskole. I programmet giver det dog ikke anledning til at tro, at de to kender hinanden på forhånd.
Gårsdagens afsnit bød på et farvel til Niklas og Alexander, der måtte forlade villaen, da hverken Julie eller Mette tilbød dem en rose.
Til Niklas lød begrundelsen, at Mette var bekymret for, at de to ikke havde andet til fælles, end det erhverv der fylder deres hverdag hjemme i Danmark.
Virkeligheden er da også, at Niklas allerede inden programmet havde mødt Mette.
– Vi arbejder på de samme skoler og er til de samme store fester, så jeg havde set hende før. Jeg så hende også i sidste uge, fortæller Niklas til BILLED-BLADET, hvorefter han forklarer, at han primært tilmeldte sig programmet for at lære Julie at kende.
– Selv om Mette er en smuk og attraktiv kvinde, så tænkte jeg ikke umiddelbart, at hun var min type, men jeg gik ind til oplevelsen med et åbent sind, fortsætter han.
Det åbne sind blev da også hurtigt en nødvendighed, da Julie allerede ved første roseceremoni vurderede, at hun ikke så en romantisk fremtid med den 35-årige bejler fra København.
Årsagen var muligvis, at Niklas på den røde løber troppede op med en salatslynge under armen. En anderledes gimmick Julie ikke umiddelbart kunne se komikken i.
– Det var meningen, at jeg skulle sige nogle ord, som passede ind og var sjove. Lidt i tråd med Christian Fuhlendorff, der går ind med et strygejern i et af sine standup-shows. Men fordi jeg skulle vente i tre timer, mens de andre gik ind, så blev jeg mere og mere nervøs, og det hele faldt lidt til jorden, forklarer han.
Eventyret endte ikke, for Niklas’ vedkommende, med en stormfuld forelskelse for rullende kameraer. Til BILLED-BLADET fortæller han dog, at det bestemt ikke betyder, at han har opgivet drømmen om at finde den eneste ene.
– Jeg har ikke en kæreste lige nu, men jeg arbejder på det. Jeg har kun været i ét forhold, så måske jeg er lidt kræsen, eller ved hvad jeg vil have. Jeg dater og søger en kæreste, men jeg giver mig først hen, når det er en, jeg ser en fremtid med. Jeg gider ikke noget halvt.
Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og på TV 2 Play.