Få hele overblikket her: Sådan skal Jonas Vingegaard fejres i København
Da Jonas Vingegaard sidste år vendte hjem til Danmark efter at have vundet Tour de France, var der propfyldt af mennesker hele vejen fra lufthavnen og ind til København, på Rådhuspladsen og i Tivoli, og dagen efter valfartede de lokale til Glyngøre for at få et glimt af den danske verdensstjerne.
Søndag vandt Jonas Vingegaard verdens største cykelløb for anden gang, og onsdag vender han hjem til Danmark, hvor der venter endnu en stor hyldest.
Jonas Vingegaard fragtes fra Holland til Danmark i et privatfly, og han lander i Københavns Lufthavn klokken 11.30.
Herefter går turen i åben bil ind mod Københavns Rådhus, hvor det ventes, at der igen er mange, som dukker op for at få et glimt af danskeren i gult.
Jonas Vingegaard ventes at ankomme til rådhuset klokken 13.00, og her er det overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, der er vært for den officielle hyldest. Hun holder velkomsttale, og så er der også tale fra statsminister Mette Frederiksen og kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Også formanden for Danmark Cykle Union, Morten Anderson, holder tale, og til sidst er det Jonas Vingegaards tur til at sige nogle ord på rådhuset.
Klokken 13.40 ventes han at træde ud på balkonen, så han kan blive hyldet af de mange danskere på Rådhuspladsen. Herefter er der reception og rådhuspandekager frem til klokken 14.30.
Senere på eftermiddagen fortsætter festlighederne på den anden side af gaden på Plænen i Tivoli.
Ifølge en pressemeddelelse kommer han omkring klokken 16.00, og han har Trine og Frida med. Også flere af de øvrige danske cykelryttere fra årets Tour de France er med til hyldesten på Plænen.
Tivoli opfordrer folk til at komme i god tid. Der er adgang efter først-til-mølle-princippet.
Jonas Vingegaard og de øvrige ryttere kører med Linje 8 gennem forlystelseshaven op til scenen, hvor blandt andre TV 2's Stine Bjerre Mortensen tager imod dem. Desuden kommer bandet Scarlet Pleasure og spiller et par af deres hits.
Fejringen i Tivoli ventes at være færdig omkring klokken 17.30.