Landmand søger kærlighed: Niels Erik og Christina i romantisk øjeblik på badebroen – men det var ikke det første kys
Kærligheden blomstrede videre i syvende afsnit af ”Landmand søger kærlighed” – ikke mindst mellem Niels Erik og Christina.
Landmanden skulle invitere sine to tilbageværende bejlere med på en sidste date, inden han skulle træffe en beslutning om, hvem han ville invitere med på romantisk weekend.
Valget faldt på netop Christina, og forinden havde man set dem dele et romantisk øjeblik på badebroen. Her så man dem nemlig kysse for første gang, men det var ikke det første kys, de to udvekslede, afslører Niels Erik nu.
- Vi kyssede faktisk også den dag, hvor der havde været grillhygge. Det var lidt sjovt, jeg så det slet ikke komme. Jeg lagde ikke op til det. Nogle af os var ved at rydde af, og tv-folkene havde lige pakket sammen. De havde sat sig ud i bilen, da Christina tog fat i mig, og jeg kan ikke huske, hvad hun sagde, men det endte ud i et ordentlig kys, fortæller Niels Erik.
Det blev til mange flere kys mellem ham og Christina, da han havde inviteret hende med på romantisk weekend, og i den kommende tid fik de tilbragt en masse tid sammen – uden der var kamera på.
- Jeg havde det godt med hende, fortæller Niels Erik om sine følelser for Christina på daværende tidspunkt.
På grund af logistik gik der tre uger, før de skulle på romantisk weekend, og den tid brugte de på at lære hinanden bedre at kende.
- Vi datede løs i lang tid. Jeg fik nogle gode råd med på vejen af produktionsholdet og fik at vide, at vi skulle mærke hinanden, fortæller Niels Erik.
”Landmand søger kærlighed” kan ses hver tirsdag på TV 2 og på TV 2 Play.