Overlevede dødsbananen: Derfor ville Andreas Bo gerne have været i omdans
Fredag aften skulle årets 10 ”Vild med dans”-par prøve kræfter med deres allerførste dødsbanan, og det var i sidste ende Dulfi Al-Jabouri og Sebastian Bull, der stod tilbage sammen med deres dansepartner, og de to par skulle derfor i omdans.
Det var ellers Andreas Bo, der fik lavest point fra dommerne fredag aften, men lagt sammen med sidste uges karakterer og seernes stemmer, sneg han sig uden om omdansen.
Det ville de fleste have glædet sig over, men komikeren havde gerne taget imod den oplevelse.
- Jeg kan lide retfærdighed, og så tænkte jeg, det kunne være sjovt at danse den en gang til og vise, vi kunne den, for det var noget lort, det jeg lavede. Det var så dårligt, mente Andreas Bo selv om sin vals.
- Vores generalprøve var rigtig god, fortalte Camilla Dalsgaard.
- Vi dansede den tre gange i eftermiddags, hvor den sad lige i skabet og var sjovt. Jeg tror, jeg fik det som Uffe Ellemann og tænkte: ”Den er hjemme. Det kan vi godt”. Jeg tror, jeg manglede noget adrenalin, og så blev det noget skidt. Det var virkelig ærgerligt, uddybede Andreas Bo og tilføjede :
- Det havde været fuldt rimeligt, hvis vi var endt i omdans, men det skulle vi så ikke i aften. Omvendt skal vi nok blive bedre, så skulle vi prøve det, havde det været fint at prøve nu. Der er ofte nogen, der er røget i omdans og så er med i mange programmer bagefter. Det kunne være sjovt at vise, at vi godt kunne valsen. Dommerne skal jo også se det igen i omdansen, og det havde været fint at vise, at vi kunne den.
I næste uge skal Andreas Bo og Camilla Dalsgaard danse tango.