Nu er det så godt som sikkert: Godt nyt om prinsesse Marie før prins Christians fødselsdag
Der er snart ikke længe til, at prins Christian skal fejres med pomp og pragt. Han fylder 18 år søndag den 15. oktober, og i den forbindelse har hans farmor, dronning Margrethe, inviteret til gallataffel på Christiansborg Slot.
Her er der inviteret unge danskere fra hele landet, men på gæstelisten vil der naturligvis også være kongelige gæster fra både ind- og udland.
Kongehuset har endnu ikke meldt noget ud om prins Joachims og prinsesse Maries deltagelse i fødselsdagen.
Parret er sammen med deres to fælles børn netop flyttet til USA, men nu tyder alt på, at de kommer med til den storslåede fejring af nevøen.
Den kongelige kalender, som er blevet opdateret torsdag eftermiddag, afslører nemlig, at prinsesse Marie er i Danmark dagen efter fødselsdagen – mandag den 16. oktober.
Her skal hun om eftermiddagen overrække ”De frankofone landes ambassadørers litteraturpris”, og om aftenen deltager hun i en middag mod madspild arrangeret af Den italienske Ambassade i Danmark og organisationen Stop Spild Af Mad.
Det er derfor meget sandsynligt, at prinsesse Marie - og formentlig også prins Joachim - er i Danmark, når prins Christian holder fødselsdagsfest søndag den 15. oktober.