9. okt. 2023
Af Catja Klarskov

Hård start for Flokken-Amalie: Nu sætter hun ord på svær sygdomsangst, der tvang hende til at tage afsted

Amalie fra "Flokken". 
Amalie fra "Flokken".
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Amalie havde en hård start i aftenens premiereafsnit på ”Flokken”. Nu sætter hun ærlige ord på sin svære sygdomsangst, der tvang hende til at udfordre sig selv og rejse ud på sit livs hårdeste eventyr.

26-årige Amalie havde et hårdt første døgn i aftenens premiereafsnit på TV 2-programmet ”Flokken”.

Her blev hun udfordret på sine evner til at bygge et shelter, hun kom til skade og i løbet af natten blev både hun og alle hendes ejendele gennemblødte, da det pludselig begyndte at regne voldsomt.

Værst af alt var dog, at hun skulle se sin frygt i øjnene og tilbringe natten alene i det bulgarske vildnis.

– Jeg tænkte, at nu skal jeg bare igennem alle de her mørke timer. Jeg lå og kiggede på bålet og var megabange for, at der ville komme noget bag mig. De første mange timer var der fuldmåne, og den lyste meget op, men pludselig blev det bare kulsort, og der blev jeg virkelig bange, fordi jeg intet kunne se, forklarer Amalie til BILLED-BLADET, hvorefter hun uddyber sin motivation for at tilmelde sig programmet.

Lige så længe Amalie kan huske, har hun nemlig lidt af svær sygdomsangst og lige inden, hun rejste afsted med ”Flokken”, var det blevet så invaliderende i hverdagen, at hun indså, at hun var nødt til at gøre noget drastisk.

– Af en eller anden årsag tog det pludselig totalt overhånd med min sygdomsangst. Jeg begyndte at få mange fysiske symptomer som eksempelvis halsbrand, ondt i maven og i siden samt ekstrem hjertebanken. Jeg gik til lægen hver uge, og hvis ikke det var lægen, så var det en undersøgelse eller blodprøver på et privathospital, forklarer Amalie, der grundet sin sygdomsangst til sidst havde enormt svært ved at være til stede, når hun tilbragte tid med sine kære.

-Jeg var pludselig et sted, hvor det begrænsede mig for meget i mit liv. Jeg kunne ikke længere rejse, jeg begyndte at få angstanfald og jeg havde en enorm høj puls hele tiden. Jeg har altid drømt om at gøre noget a la det, og jeg tænkte, at det ville være godt for mig at komme væk.

Du kan følge Amalies udvikling i ”Flokken” hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.

Her kæmper ti deltagere for i fællesskab at vinde præmien på en million danske kroner. En præstation og en gevinst, der kræver, at alle gennemfører.

Læs mere om: