Husker du Jørgen og Kirsten? Sådan går det Landmand søger kærlighed-parret i dag
Det er svært at glemme Jørgen Pahus og Kirsten Marie Skaarup.
De brændte sig ind i seernes hukommelse, da de i 2018 var med i TV 2-hittet ”Landmand søger kærlighed”. I programmet var de garant for en række legendariske klip.
I år har de været kærester i fem år, men snart ændres deres hverdag markant, for Jørgen har taget en stor beslutning.
Det store øjeblik
Det var lidt i sjov, at Jørgen Pahus endte i tv. Det var nogle venner fra hans hjemby, der meldte ham til, og før han så sig om, var han med.
Da Kirsten så videoen af Jørgen i tv, besluttede hun sig for at sende et brev og en video i håb om at komme på date med ham. Og det gik som smurt.
Nu kan Jørgen jo uden problemer afsløre, at han hele tiden havde et godt øje til Kirsten.
- Kirsten har nok hele tiden haft et lille forspring frem for de andre. Lige fra starten og hele vejen igennem, fortæller Jørgen, da BILLED-BLADET besøgte dem hjemme på gården i Stenderup.
Kirsten vidste, hun var i kridthuset, da der skete en bestemt ting på en date. Noget, der ikke kom med på tv.
- Jeg kan huske dengang, vi var ude i skoven, hvor vi stod og dansede lidt, der hviskede han mig noget i øret. Det kom altså ikke med på tv. Du sagde, at jeg var forførende, fortæller Kirsten.
Flyttet sammen
Kirsten boede i Randers, da hun og Jørgen fandt sammen, men godt et år inde i forholdet, flyttede hun til Stenderup, som ligger omtrent 19 kilometer fra Ribe.
Huset, som Jørgen har boet i siden 1992, bar præg af hans tidligere ægteskab. Det lavede Kirsten om på.
- Der var mange ting, der skulle ud ad bagdøren. Der var stadigvæk nogle ting fra hans tidligere kone, som jeg måtte rydde væk, for at jeg kunne være her. Jeg har også byttet rundt på spisebordets placering, men det var svært for Jørgen, fortæller Kirsten.
- Det var helt fint, hun smed nogle ting ud. Jeg er bare glad for, der kom lidt mere liv i huset, fortæller Jørgen.
- Men vinkælderen kan han selv ordne, konstaterer Kirsten og griner.
Fritid hver for sig
Da de først var flyttet sammen, havde Kirsten lagt sin hobby konkurrencedans på hylden. Men det har hun taget op igen.
Faktisk peger Kirsten på, at det er deres forskellige hobbyer, der gør deres forhold stærkt.
- Det, der er godt i vores forhold, er, at vi giver hinanden frihed til at gøre de ting, vi gerne vil i det her liv. Han går til bridge, finere madlavning, jagt og hvad han nu ellers går til. Jeg går til dans, fortæller hun og uddyber:
- Om mandagen tager jeg til Randers, for det er det eneste sted, jeg kan danse konkurrencedans. Så er jeg der til onsdag, før jeg tager hjem igen. Mandag aften er han til bridge, og da jeg ikke lavede noget om mandagen og sad her fra morgen til aften, uden han var hjemme, tænkte jeg, jeg kunne bruge dagen bedre. Så sidste år valgte jeg at begynde at lære at danse igen.
Og så er det også, fordi de accepterer, hvordan de hver især er. De har ikke i sinde at lave om på hinanden.
- Man skal ikke lave om på hinanden. Man skal acceptere hinanden, som man er. Det er da det sjove ved det. Vi har alle vores særheder, fortæller Jørgen.
Ændring af hverdagen
Snart får parret endnu mere tid til hinanden.
For 66-årige Jørgen har taget en stor beslutning. Han skal nemlig snart pensioneres fra sit job som inseminator.
- Jeg er pensionist. Nu er han jo også snart pensionist. Næste år til juni holder Jørgen med at arbejde, fortæller Kirsten, 70.
- Jeg kan mærke det i mine hænder, og jeg har slidgigt. Jeg skal jo også gemme min krop til Kirsten, griner Jørgen og fortsætter:
- Nu er jeg begyndt at fortælle hovedet, at jeg skal til at stoppe. Så jeg begynder at acceptere det.