Josephine Park fra Sygeplejersken: Venner med virkelighedens Pernille
Skuespillerinden Josephine Park har været på vej op i mange år, og med Netflix-serien "Sygeplejersken" fik hun for alvor slået sit talent fast.
Her spillede hun sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der i 2017 blev idømt 12 års fængsel i Landsretten for drabsforsøg på fire patienter.
– Jeg har fået en virkelig god modtagelse for "Sygeplejersken". Jeg var lidt nervøs for at lave noget, der minder om true crime, for det skal behandles med en vis respekt. Og jeg var nervøs for, om nogen ville føle sig stødt af det – pårørende måske. Men det blev lavet med den respekt, og jeg føler, at det har folk kunnet mærke.
Ser hinanden privat
I serien ser man, hvordan sygeplejersken Pernille afslørede, at Christina stod bag drabsforsøgene.
For at kunne sætte sig ind i rollen har Josephine talt med virkelighedens Pernille Kurzmann Lundén.
– Jeg har været meget i kontakt med den rigtige Pernille. Hun er et helt fantastisk menneske. Hun afslørede jo det hele, og vi har været meget i kontakt og også set hinanden privat. Jeg er meget begejstret for hende – hun er dejlig. Vi brugte hende til serien, for hun gav sin version. Hun er ydmyg og et begavet og varmt menneske, fortæller Josephine til BILLED-BLADET.
Håber på udlandet
"Sygeplejersken" har, fordi serien ligger på den internationale streamingtjeneste Netflix, været set af mange mennesker i udlandet.
– Man kan håbe, det åbner noget i udlandet. Det er nok det, jeg har lavet, der er blevet set af flest … siger Josephine.
Lige nu kan man se hende i thrillerserien "Oxen" på TV 2.
Og så er hun i gang med at filme anden sæson af "Skruk".