12. nov. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Jacob Lohmann mindes pudsigt møde med Ove Sprogøe: Som at møde en konge

Ove Sprogøe og Jacob Lohmann
Ove Sprogøe og Jacob Lohmann
Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix og Søren Jul Lamberth
Jacob Lohmann har netop modtaget "Ove Sprogøe Prisen", og i sin takketale forleden mindedes han sit første og eneste møde med den ikoniske skuespiller, prisen er opkaldt efter.

Ove Sprogøe er slet ikke til at komme uden om, når man tager et blik på Danmarks største skuespillere gennem tiden, og selv om det er 19 år, siden han døde, er han stadig elsket af unge som gamle.

Jacob Lohmann er blandt Ove Sprogøes mange fans, og en enkelt gang har den i dag 49-årige skuespiller mødt ikonet, der er kendt fra blandt andet ”Olsen Banden”, ”Matador”, ”Huset på Christianshavn” og ”Baronessen fra Benzintanken” – for blot at nævne nogle få.

Mødet mellem Jacob Lohmann og Ove Sprogøe fandt sted i 1980’erne.

Det fortalte skuespilleren, da han torsdag aften var til prisuddelingen Isbjørnen på Nordisk Film, hvor han blev hædret med netop ”Ove Sprogøe Prisen”.

Isbjørnen 2023
Jacob Lohmann modtog torsdag aften "Ove Sprogøe Prisen".
Foto: Mikael Rieck

- Jeg mødte Ove Sprogøe én gang i mit liv. I den gamle kantine på Folketeateret i Nørregade. Han gav min far, der sidder der, hånden og sagde på en hjertelig og stille måde: ”Har du det godt, min dreng?” Så kiggede han på mig og sagde pænt goddag til den 12-13-årige knægt, der stod der med åben mund og polypper. Det var som at hilse på en konge. Jeg overvejede at bukke, men gjorde det ikke – heldigvis. Jeg nød bare at stå der og være tæt på ham. I dag føler jeg mig i hans nærhed igen. For ligesom dengang undres jeg over, hvordan sådan en ære skal overgå mig. Tænk at nogen synes, jeg har fortjent det her. Det skal i have min ydmygste tak for, sagde Jacob Lohmann i sin takketale, da han stod der på scenen med prisen i hånden.

Jacob Lohmann havde både sin hustru og forældre med på Nordisk Film, hvor prisuddelingen foregik.

Han er søn af skuespilleren Lars Lohmann, som altså er årsagen til, at han mødte Ove Sprogøe for over 30 år siden, da hans store helt var knap 70 år, og hans egen var omkring 40.

Lars Lohmann spillede sammen med Ove Sprogøe i julekalenderen ”Jul i Gammelby” fra 1979. Lars Lohmann spillede borgmesteren, mens Ove Sprogøe kunne opleves som Nissefar.

”Ove Sprogøe Prisen” giver hvert år til en person, der har ydet en usædvanlig præstation på film, tv eller teater. Prisen på 75.000 blev i 2006 stiftet af Morten Grunwald og Nordisk Film.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-11-12/20231109-mr-isbjornen-059-1.jpg
Jacob Lohmann havde både hustruen Louise og forældrene Eva og Lars Lohmann med til prisfest.
Foto: Mikael Rieck

Læs mere om: