Intet er afgjort endnu, men Mette og Morten skulle alligevel beslutte sig: Det er vildt syret
Lørdag aften gælder det semifinalen i ”Vild med dans”, og alt kan stadig ske.
Hele tre ud af fire par har prøvet at være i omdans, og derfor er det også nærmest umuligt at spå om, hvordan karaktererne og stemmerne fordeler sig, efter de fire par har været på gulvet i semifinalen.
Selv om ingen af de fire par endnu er sikret en finaleplads, har de skullet gøre sig tanker om, hvad de ønsker for deres freestyle i netop finalen.
Det er noget, alle danserne drømmer om at komme til at opleve, men et af semifinaleparrene får ikke lov at vise deres gode ideer frem på gulvet.
- Alle er begyndt at skulle aflevere musik og ideer. Det er sindssygt svært, og man skal tænke meget frem, fortalte Morten Kjeldgaard efter kvartfinalen.
- Det er vildt syret at skulle sætte ord på nogle af de ting, der skal ske, og som måske ikke skal ske alligevel, tilføjede Mette Sommer i sidste uge.
Før Mette og Morten begynder at koncentrere sig om en eventuel finale, skal de lørdag aften på gulvet i først en vals, og senere skal Mette sammen med Kasper Fisker danse en holddans.