En uge før Vild med dans-finalen: Her er første glimt af dansegulvet i Horsens
Fredag plejer jo at stå på ”Vild med dans”.
Sådan er det ikke fredag den 17. november, hvor semifinalen i TV 2-programmet må flyttes på grund af en fodboldlandskamp.
Semifinalen afholdes i studiet om lørdagen i stedet.
Det bliver sidste gang i vante rammer, da finalen skal løbe af stablen i Horsens, hvor Forum Horsens omdannes til et kæmpe dansegulv.
Allerede en uge før kan seerne få første glimt af, hvordan det kommer til at tage sig ud.
For foreningen Horsens & Friends har delt et opslag på deres Facebook om forberedelserne.
Her beskriver de også, at dansegulvet i finalen har en anden størrelse end det, de er vant til.
- ”Vild med dans” - finale & jubilæumsshow, liiiige om lidt! De tre par, som står tilbage som finalister, kan glæde sig til at skulle danse på et noget større dansegulv og med et noget større live-publikum, skriver de i opslaget.
Samtidig afslører de, at det er dem, der står bag de mange forberedelser sådan et finale-show kræver.
Der sendes også en tak til deres samarbejdspartnere Horsens Kommune, Forum Horsens og TV 2.
”Vild med dans”-finalen kan følges på TV 2 fredag den 24. november.