Han blev kendt som hele Danmarks Buster – men dette hed Buster Larsen i virkeligheden
I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.
Allerede som 8-årige fik han debut på teatret, og fem år senere spillede han over for datidens helt store stjerne Liva Weel i filmen ”De blaa drenge”. Men herefter skulle der gå flere år, før Buster Larsen fik sit store gennembrud.
Det skete med tv-serien ”Cirkus Buster”, hvor han som klovn og venlig cirkusdirektør gik i hjertet på danskerne og blev hele Danmarks Buster.
Det særprægede navn 'Buster' var egentlig et kælenavn, som han havde haft fra barnsben.
Buster Larsen voksede op på Nørrebro som søn af skibstømrer Lauritz og Gerda Landing Larsen.
Egentlig hed han Axel Landing Larsen, men da hans far syntes, at den lille dreng mindede om tegneseriefiguren ”Buster Brown”, hed han ikke andet end Buster.
Ligesom ”Buster Brown” var livlige Buster fuld af narrestreger, men hvor tegneseriefiguren voksede op i fine omgivelserne, var barndomshjemmet på Nørrebro langt fra et velhavende hjem.
Alligevel var der plads til et klaver, og sang og musik havde en stor plads i hjemmet. Det var med til at forme Buster Larsens talent, og da tiden som barnestjerne ebbede ud, kom han ind i Det Kongelige Teaters elevskole i 1940.
Udover ”Cirkus Buster” fulgte flere succeser på film og tv. Heriblandt som livsnyderen Don Olsen i ”Don Olsen kommer til byen” og ikke mindst som ”Matadors” grisehandler Oluf Larsen.